Sig det før det er for sent!

Sig det før det er for sent!

Hvad er grunden egentlig til, at vi ofte først fortæller alt det gode om et menneske, når det er afgået ved døden, i stedet for at fortælle det, mens det er i live. Hvorfor bliver der skrevet flotte, velmenende mindeord, som den afdøde aldrig får glæde af, i stedet for at sige det gode til hinanden, mens vi er i live.

Jeg har lige mistet en rigtig kær ven. Jeg sidder nu her, i sorgens stund, og tænker “fik jeg fortalt ham alt det, som jeg er fyldt af”:

  • Hvor meget jeg holdt af ham.
  • Hvad han har betydet for mig og min familie.
  • Hvor taknemlig jeg er for at han har været en del af mit liv.
  • Hvad jeg satte pris på ved ham.
  • Hvad han har givet mig, som jeg altid vil have med mig.

Tog jeg ham for givet? Måske troede jeg nærmest han var udødelig, men ville det ikke have været bedre, både for ham og for mig, at jeg havde fået sagt, det jeg havde på hjerte, inden det var for sent. Jo; selvfølgelig, kan jeg sige nu, hvor det er for sent.

MEN, det er heldigvis aldrig for sent, “at lære af sine fejl” (også selv om min ven, ikke fik gavn af det)

Jeg har nu taget en beslutning:

Fra nu af, vil jeg bestræbe mig på aldrig mere at tage noget for givet, sige det gode jeg har på hjerte, sige det til dem jeg holder af, dem jeg er i en relation med, uanset om den er tæt eller mere sporadisk.

 

Lige her, mens jeg reflekterer, ser jeg så klart, at vi jo netop er dem, vi er, i kraft af vores relationer. Vi er afhængige af hinanden, hinandens anerkendelse, varme og samspil.

Tænk blot på Halfdan Rasmussens bogstavsrim:

”Bennys bukser brændte, Børge råbte ”åh”, Børge havde nemlig Bennys bukser på”. 

Det fortæller jo alt i sin enkelthed. At vi alle har hinandens bukser på. Vi lever via hinanden, og ikke afsondret fra hinanden. Hvis jeg har det dårligt, smitter det af på dem omkring mig. Hvis jeg har det godt, (måske netop fordi en jeg har en relation til, har fortalt mig, at jeg er afholdt for lige præcis den jeg er eller noget andet godt), så mærker jeg en varme inden i og får en følelse af at have det godt. Så SMITTER det heldigvis også.

Så selv om det nogen gange er nemmere at brokke sig, og svært at få det gode sagt (før det er for sent), så er det bare så vigtigt for os alle, at sige det gode til hinanden, dette både for ens egen skyld, men sandelig også for de andres skyld og hele det miljø vi er i.

Vi har brug for hinanden; for vi dør, hvis vi ikke bliver elsket, holdt af, ankerkendt og værdsat.

Jeg vil starte med at takke dig, fordi du læste mit skriv, fordi du modtager mine inspirationsmails, det betyder meget for mig at dele min tanker med dig. Jeg vil selvfølgelig også være glad for at få input og kommentarer tilbage fra dig.

 

 

You may also like...